Ungevalg 2025 er ikke slut endnu!
Efter sommerferien binder vi nemlig sløjfe på det hele med ”Demokratifesten” d. 3. september. Alle kommende 9. klasser fra folkeskolerne i Silkeborg Kommune er inviteret med til Demokratifesten, men vi har kun plads til 700 elever, og derfor er det om at få meldt klassen til så hurtigt som muligt!
Hvad ville du gøre, hvis du havde 100.000 kr. til at skabe det fedeste fritidsliv for unge i Silkeborg?
Det er netop den udfordring, alle kommunens 8. klasser står overfor i Ungevalg 2025. Her handler det om at drømme stort, tænke kreativt og opleve, hvordan man kan gøre en forskel.
I vil mærke demokratiets magi, når I spiller ”det store demokratispil” i klassen, og når I på temadagen med hele årgangen skal udvikle vilde ideer i mindre grupper. Når ideerne koges ned til én, venter der skolernes repræsentanter to workshops og derefter intense forhandlinger i byrådssalen, når Lokalpolitikere for en dag løber af stablen.
Og til sidst: den fælles beslutning om, hvordan de 100.000 kr. skal fordeles.
Vi binder sløjfe på det hele med en kæmpe demokratifest i Silkeborg midtby, hvor vi hylder jeres fælles rejse og bagefter afslører, hvilke drømme der vil blive til virkelighed. Men ingen fest uden både mad og musik - prikken over i’et bliver et brag af en ungdomskoncert med street food fra food trucks.
Ungevalg 2025 er jeres chance for at vise, at unges stemmer tæller – og at I kan være med til at skabe en fremtid, der rykker.