Skal du med, når Comic Con kommer til Danmark efter kæmpesuccesen sidste år?
Uanset om du er vild med tegneserier, har set alle filmene, eller er en passioneret cosplay-entusiast, så finder du noget, der får dit hjerte til at banke hurtigere på Nordens største event for populærkultur. Kom og oplev magien – for både store og små!
Lørdag d. 7. november 2026 kører Ungdomsskolens bus til Bella Centeret i København, hvor vi skal bruge hele dagen på at opleve den fede stemning i Artist Valley, svinge med lyssværd i aktivitetsområdet, møde de nogle af dygtige kunstnere og forfattere bag Marvel og DC Comics, se de seje cosplayere, prøve kræfter med nye og gamle computerspil i gaming-området og måske møde nogle af dine yndlingshelte i Heroes Meet.
Deltagergebyret inkluderer entré og bustransport i Ungdomsskolens egen bus sammen med søde og hjælpsomme rejseledere og masser fællesskab og hygge-nørderi.
Se meget mere på Comic Con Denmarks hjemmeside.
Der er infomøde om turen d. 7/10 kl. 16:15 - 17:00 på Højmarkskolen.
Har du set, at du også kan gå til Manga og japansk popkultur eller Cosplay hos os?
Eller måske har du lyst til at spille Dungeons and Dragons eller gå i Brætspilsklub sammen med andre unge?