Silkeborg Ungdomsskole udbyder igen den traditionsrige studietur til Paris i skolernes påskeferie.
Turen er med afrejse fredag d. 22. marts og hjemkomst torsdag d. 28. marts.
Du vil under trygge forhold opleve ”Byernes by” - Paris, hvor maleriske scenarier, store kontraster og spektakulære indtryk står i kø.
Måske har du en ven eller veninde, som også skal med, men under alle omstændigheder kommer du til at møde nye venner, som du både skal forberede dig til turen med, rejse og dele hotelværelse med.
Vi skal besøge de kendte seværdigheder – Eiffeltårnet, Triumfbuen, Sacre Coeur, Louvre, Disneyland Paris m.m., men du vil også stifte bekendtskab med mindre kendte Paris-lokaliteter.
Vi rejser i bus og skal bo på hotel. I Paris kommer vi rundt med metro og til fods. Du skal derfor være forberedt på at gå nogle kilometer hver dag.
Du vil blive indkaldt til et obligatorisk forberedelsesmøde lørdag d. 24. februar kl. 10-16. Den første time er dine forældre også med, og resten af dagen bruger vi på at lære hinanden at kende.
Prisen for turen kommer op her på siden snarest, og vil inkludere metrobilletter, alle entréer (også til Disneyland Paris), morgenmad på hotellet og aftensmad lørdag og tirsdag. Øvrige måltider skal du selv betale for.
Turen er forbeholdt elever, der ikke før har været med ungdomsskolen i Paris! Har du været med før og vil gerne med igen, kan du tilmelde dig ventelisten, så kontakter vi dig i tilfælde af, at vi har ekstra pladser.
OBS!
Ungdomsskolen har ingen afbestillingsforsikring. Hvis du melder afbud til turen inden afrejse, skal du forvente, at det forfaldne beløb er tabt.